History (the four waves)

Inden første bølge:

Førstebølge-feminismens kamp var inspireret af den tidligere kvindesag fra 1770-1850. Denne fandt inspiration i de oprørstendenser, der opstod i forbindelse med USA’s løsrivelse fra Storbritannien, som blandt andet udmundede i:Uafhængighedserklæringen i 1776, hvor også kvinderne deltog aktivt i kampen for denne, udgivelsen af Mary Wollstonecrafts Thoughts on Education of Daughters (1787) i England, den Franske Revolution (1789) (Chakravarty og Mortensen 2016: 9), samt the abolitionist movement i USA, hvor afro-amerikanere kæmpede for frigørelse fra ‘white supremacy’ og racisme fra 1830erne-1870, herudfra udsprang kvindelige abolitionister som Elizabeth Cady Stanton (1815-1902) og Lucretia Mott (1793-1880), som senere blev fremtrædende i Women’s Rights Movement (http://www.history.com/topics/black-history/abolitionist-movement). Et problem inden for bevægelsen var, at

[w]hile men led antislavery organizations and lectured, women were not allowed to hold these positions. When women defied these rules and spoke out against slavery in public, they were mocked

(Lange(a) 2015)

I slutningen af 1830’erne havde mange kvinder, på trods af diskrimination og latterliggørelse opnået erfaring som ledere, organisatorer, skribenter og forelæser, hvormed de kunne bruge disse erfaringer til i en ny bevægelse, der kæmpede for kvinders rettigheder (Lange(a) 2015).

 

Den første bølge (1848-1920)

Dette ledte blandt andet til, at der i 1848 blev afholdt ‘The Seneca Falls møde’, som senere er blevet betragtet som mødet, der startede kvindebevægelsen ‘The suffrage movement’, hvormed kvindekampen blev gjort organiseret på et mere (inter)nationalt plan. Idéen til denne konvention opstod allerede i 1840 til World Anti-slavery Conference i London, hvor to Amerikanere, Elizabeth Cady Stanton og Lucretia Mott, blandt andet deltog (de tidligere amerikanske og britiske forkæmpere vedblev at være i kontakt og lade sig inspirere af hinanden) (https://www.gilderlehrman.org/history-by-era/politics-reform/essays/sisters-suffrage-british-and-american-women-fight-for-vote).

På daværende tidspunkt blev kvinder stadig diskrimineret mod – de havde ikke rettighed over økonomi, børn og ejendomme og havde samtidig ikke lige mulighed for uddannelse (Lange(b)). Efterfølgende blev National Woman Suffrage Association (NWSA) og American Woman Suffrage Association (AWSA) dannet i 1869 (https://www.britannica.com/topic/National-Woman-Suffrage-Association).
Den fjortende forfatningsændring garanterede, at en medborgers rettigheder var beskyttet, hvorfor suffragetterne mente, at de havde ret til at stemme. De forsøgte sig blandt andet med at registrere sig som vælgere til valget i 1872. En af dem, der lykkedes med at stemme, var Susan B. Anthony. Hun blev senere arresteret for netop dette, hvortil hun forsvarede sig (dog uden held) med, at hun var stillet for en dommer baseret på love skabt af mænd, fortolket af mænd, administreret af mænd, til fordel for mænd, mod kvinder, hvilket kunne ses i det faktum, at hun, fordi hun var kvinde, ikke måtte stemme, hvilket ellers var en medborgers ret (http://www.susanbanthony.net/). Det lykkedes dog ikke at få stemmeret, hvorfor de måtte udvikle andre strategier (Lange(c) 2015). De begyndte at tale for prævention, uddannelse til afro-amerikanske børn, love der beskyttede kvinder på arbejdspladsen med mere (ibid.). Efter 1913 skete et opbrud i National American Woman Suffrage Association (NAWSA), dannet i 1890 efter en sammenlægning af NWSA og AWSA, da en del af gruppen i højere grad ville følge i fodsporene på militante, britiske suffragister (Lange(b) 2015), The National Society for Women’s Suffrage (NSWS), grundlagt i 1871 (Andersen 2016). I 1916 støttede størstedelen af suffrage organisationer op om en ændring i grundloven, så kvinder fik stemmeret. I 1920 dannes the League of Women Voters (http://lwv.org/history), samme år som stemmeret til kvinder blev indført i USA (Chakravarty og Mortensen 2016: 40). I 1923 foreslog suffragist-lederen, Alice Poul, en forfatningsændring, ERA, som skulle medføre lovmæssige lige rettigheder for alle: “Section 1. Equality of rights under the law shall not be denied or abridged by the United States or by any state on account of sex” (http://www.equalrightsamendment.org/) – igen uden held.

Indbyrdes stridigheder
Noget, der hyppigt nedvurderes, er Afro-amerikanske kvinders deltagelse i bevægelsen (Lange(d) 2015). Dr. i Engelsk litteratur, forfatter, feminist og aktivist bell hooks, uddyber dette, da hun skriver, at rettighedsforkæmper og tidligere slave Sojourner Truth (1797-1883) i en tale fra 1867 italesatte den dobbelthed, der var for mange afro-amerikanske kvinder, da kampen for afro-amerikanernes rettigheder i virkeligheden var kampen for afro-amerikanske mænds rettigheder og at tilslutte sig hvide kvinders kamp betød, at de måtte alliere sig med en gruppe af mennesker, der ikke lagde skjul på deres racisme (hooks 1990: 3) og som samtidig så afro-amerikanske kvinder som en trussel mod deres egen kvindelighed (ibid.: 130). Samtidig var kampen for hvide kvinders arbejdsmuligheder ikke kampen for afro-amerikanske kvinders – de blev set som konkurrenter. Hvide kvinder ønskede hverken at konkurrere mod, eller arbejde sammen med, afro-amerikanske kvinder (ibid.: 132).

I tiden mellem første og anden bølge spørger De Beauvoir i 1949: 

Kvindesagsstridighederne har allerede fået alt for meget blæk til at flyde, og da de jo for øjeblikket er ved at dø hen, burde man skifte emne. Dog beskæftiger problemet stadig sindene, og det ser ikke ud til, at de sidste hundrede års bindstærke tåbeligheder har formået at sætte tingene på plads. Er der for øvrigt noget problem? Og i så fald hvilket? Eksisterer der overhovedet kvinder? 

(De Beauvoir(a) 1999: 11)

I den forbindelse gør hun opmærksom på, at en kvinde er ‘det Andet’, da hun står i modsætning til manden, subjektet, det absolutte (De Beauvoir(a) 1999: 14). Men hvorfor tillader kvinder at vedblive at være ‘det Andet’, objektet, når de ikke er i undertal? En af forklaringerne ligger i, at de ikke har formået at samle sig som gruppe, både fordi de bl.a. mangler egen historie, religion og arbejds-/interessefællesskab. Dette fordi kvinder lever af og med manden og adskilt fra deres medsøstre.