End of Male Gaze, Sex & Gender, Trans* teori, Transparent

Fra ‘Mort’ til Maura

Hvor Nomi repræsenterer et eksempel på en transkvinde, hvis storyline ikke udgøres af, at hun ikke er ciskønnet, ses det helt anderledes i Transparent. Mauras (Jeffrey Tambor) storyline udgøres i høj grad af det faktum, at hun er en transkvinde, der først sent i livet er gået i gang med sin ‘transition’, hvorfor vi som seerer følger netop overgangen og hendes nye liv som ‘forståelig’ kvinde.

losangeleslgbtcenter.png

(21:15 i Pilot)

Den første gang vi præsenteres for kvinden Maura, som forinden kun er præsenteret som manden ‘Mort’, er gennem et totalbillede af Los Angeles LGBT(Q)-center. Gennem et ‘supertotalbillede’ befinder vi os i et stort, forholdsvist tomt, lokale. Der sidder 10-15 mennesker i en rundkreds midt inde i rummet, hvilket indikerer, at der er tale om en form for støtte-gruppe:

LGBTstttegruppe.png

Efterfølgende klippes der til ‘close-up’ af de forskellige deltagere, hvilket skaber en følelse af at seeren sidder med til mødet (og dermed ikke blot iagttager dem udefra), og vi er derfor ‘in feeling’ med disse gennem blandt andet den subjektive kameraføring, der netop er i øjenhøjde med personerne:

Kameraet panorerer fortsat og fokuserer skiftevis på de tilsyneladende meget forskellige medlemmers ansigter, der tilsammen udgør en meget divers fordeling af individer: både unge og ældre, hvide og farvede, mænd og kvinder.

Hertil er det vigtigt at understrege, at Transparent fremstiller LGBTQ-miljøet, og især trans* personer, på en relaterbar og mangfoldig måde, og at alle trans*, queer med videre (afvigere fra heteronormen/forståelighedens matrice), som ‘optræder’ og repræsenteres i serien, også alle er det i deres virkelige liv. Dette er også gældende i støttegruppen i LGBT(Q)-centeret (den eneste ciskønnede person er Tambor, som lægger krop til Maura). Dette er i høj grad med til at troværdiggøre de storylines og fortællinger, som Transparent belyser (Soloway i Moylan 2016).
Der høres efterfælgende en forholdsvis dyb, maskulin stemme udenfor framet, som fortæller om en oplevelse denne person har haft i indkøbscentret Target, mens de andre personer (og deres reaktioner) til stadighed er i fokus:

 

Kameraet når nu hen til personen, der taler, og seeren får for første gang sat ansigt på:

Maura, fængsel
(21:50 i Pilot)

Det er Pfefferman-børnenes far, ‘Mort’ – med langt, mørkebrunt hår, øreringe, smykker, makeup og iført en mørklilla kjole. ‘Han’ ser noget anderledes ud end første gang, vi blev introduceret for ‘ham’ tidligere i episoden under middag med børnene, hvor ‘han’ havde en nyhed at fortælle, som dog mislykkedes:

Indsæt billede (11:06 i Pilot)

Den tvivl der måtte være om, hvad ‘hans’ nyhed præcist indebar, bliver opklaret i denne scene, hvor en kvindestemme siger: Thank you for your share, Maura” (22:24 i Pilot). Maura. Faderen vi er blevet præsenteret for som ‘Mort’, tiltales for første gang som Maura. Dette af den kvinde, der ‘styrer’ støttegruppen – en støttegruppe vi nu erfarer er for trans* personer.

Maura introduceres altså for seeren, før hun introduceres for sine egne børn, hvilket må anses som en velvalgt strategi fra skaberens side. Dette er et virkemiddel, der, ifølge Mittel, blandt andet kan være med til at skabe tilknytning mellem seeren og protagonisten/karakteren, idet vi ‘ved noget, de andre ikke ved’. Yderligere fortæller Maura seeren om hendes inderste følelser og oplevelser i en meget sårbar (og realistisk) situation, hvilket er med til at underbygge dette potentielle karakter-engagement, som opstår for seeren, idét Mauras karakter bliver ‘levende’ og relaterbar i form af adgang til hendes tanker, følelser og erfaringsunivers (Mittell 2015: 129).

Soloway forklarer i forbindelse med ‘the queer gaze’: “I can tell a woman directed this because I feel held by something that is invested in my feelings. In my body. That my emotions are being prioritized over the actions” (Soloway 2016: 19:23). Dette citat tydeliggør netop, hvad der finder sted i ovenstående scene med Maura i støttegruppen og hendes ‘outing’ af sig selv, for seeren. Brugen af det subjektive kamera, der forsøger at lukke os ind i protagonistens hoved og tanker, er formidabel. Det er en tillidserklæring, der netop tør tro på ‘I see you seeing me’, og på den måde er vi som seerer en del af den rejse, Maura er på. Blandt andet i det ‘at springe ud som Maura’ (jf. ‘Coming Out’) for børnene og resten af familien. Det meget intime indblik vi får i Mauras tanker (allerede i Transparents første episode) er et led i forsøget på at skabe forståelse for, såvel som indlevelse og empati med, Maura som en person, der lukker os ind i den mest sårbare del af hendes rejse (‘transition’) fra et liv dikteret af heteronormen. Vi ser Maura – vi ser ikkehende. Det er en umådelig vigtig forskel.

Maura fortsætter:

(…) One more thing. I made a commitment here last week that I was going to come out to my kids and I didn’t do it… Because it just wasn’t time, you know? But I will and it will be soon, I promise  you. I promise you. I promise you [løfter højre hånd]

(23:07 i Pilot)

På samme måde som Maura lukker seeren ind i hemmeligheden om, at hun i virkeligheden er Maura og ikke ‘Mort’, lover hun ligeledes seeren, at hun vil afsløre sin sande identitet for børnene og de øvrige familiemedlemmer. Vi er derfor medsammensvorne i Mauras hemmelighed og venter spændt på, hvornår og hvordan afsløringen sker. Dette virkemiddel (operationel refleksivitet sammenblandet med intertekstuelle referencer) appellerer:

(…) til et præeksisterende kulturelt fællesskab, hvor referencerne giver mening for tv-seeren, fordi de er genkendelige og har en funktion. Mittel opfatter den operationelle refleksivitet som selvbevidste virkemidler der indbyder seeren til både at engagere sig i og værdsætte fortællingens udformning

(Haastrup 2014)

Dette skaber yderligere engagement hos os som seerer og bevirker, at vi potentielt føler os ‘nødsaget’ til at fortsætte med at følge med i familien Pfeffermans liv for at finde ud af, hvad der sker fremadrettet. Ligeledes skabes der grundlag for, at seeren får medfølelse og empati for Maura som karakter (Mittell 2015: 50).

Scenen giver en tidlig indsigt i den splittelse, som Maura/’Mort’ står i, både i forhold til familien og samfundet. Man kan tale om, at Maura lever to forskellige liv – og rent faktisk har gjort det i flere årtier, hvilket tydeliggøres og udpensles jo længere man kommer ind i serien. Transparents fremstilling af køn som værende alt andet end fastlåst, men netop performativt (som Butler fremstiller det) tydeliggøres derfor allerede tidligt i serien. Mauras splittede tilværelse underbygges yderligere i nedenstående frame:

 

maura i fængsel (1)
(22:01 i Pilot)

Fliserne i baggrunden af lokalet, hvor Maura og de andre gruppedeltagere sidder, kan til forveksling insinuere tremmer og dermed ‘fængsling’, hvilket er et virkemiddel, der flere gange benyttes i seriens første afsnit. Det kan dermed antages, at der er en form for symbolsk betydning, hvor Maura og de andre trans* personer befinder sig i en form for fængsel, i et samfund hvor non-ciskønnede personer konstant straffes for ikke at gøre deres køn rigtigt og for ikke at passe ind i de heteronormative rammer, samfundet er bygget op omkring. De bliver det, Butler kalder ‘uforståelige identiteter’.

Netop fordi trans* personer tvinges til konstant (modsat ciskønnede, der dog ligeledes performer, men ikke er under samme pres) at være bevidste om nødvendigheden for at performe sit køn på en bestemt måde, alt efter hvilket fællesskab/rum, de befinder sig i (og hvilke forventninger der er til stede for, hvordan dette ‘bør’ gøres), er LGBT(Q)-centeret et eksempel på et ‘trygt’ rum, hvor rammerne er mere frie (da de netop selv er normen i dette fællesskab) end ude i samfundet, hvor de er minoriteter. Formentlig af samme årsag vælger en stor andel af trans* personer kun at leve ‘åbent’ i lukkede ‘rum’, som eksempelvis i en sådan støttegruppe, og ikke ude i det ‘virkelige’ liv – ligesom Maura på dette tidspunkt stadigvæk gør det.

Både Nomi og Maura bliver præsenteret som komplekse karakterer, der ikke udelukkende er defineret af den diskrimination, der ofte er til stede i repræsentationen af trans* personer i mediebilledet. Herunder kan nævnes en af de mest anerkendte film der skildrer en ung transmands tragiske skæbne (baseret på virkelige hændelser): Boys Don’t Cry (1999). Hilary Swanks oscarvindende portrættering af Brandon Teenas kamp for kærligheden og et liv som den dreng, han altid har følt sig som, ender med at han brutalt bliver voldtaget og efterfølgende myrdet efter at kæresten Lanas (Chloë Sevigny) brødre opdager, at han blev fejldelt kønsanmærkningen ‘kvinde’ ved fødslen.

I både Sense8 og Transparent får vi altså et sjældent og realistisk indblik i livet som transkvinde og i den splittelse og modstand der følger med, når det underbevidste køn ikke stemmer overens med det biologisk tildelte køn.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s