Sense8, Sex & Gender, tv-serier

What is normal? // Nomi

Hvor Sense8s projekt er at gøre op med mærkater, blandt andet i forhold til køn og seksualitet, udforsker Transparent i højere grad de mange mærkater og forsøger i den forbindelse at gøre op med de betydninger, der er påklistret disse (hvilket især ses i forbindelse med kategorien ‘kvinde’).

Vi vil i følgende analysedel først se på Sense8s karakter Nomi samt Transparents karakterer Maura og Ali (post om dem kommer senere) for at undersøge, hvordan de hver især repræsenterer en mere mangfoldig forståelse af køn samt af at være kvinde – og hvordan de begrænses af forståelighedens matrice. Nomi, Maura og Ali er alle tre med til at mangfoldiggøre kønskategorien og udfordre et ciskønnet ‘erfaringsunivers’ på hver deres måde. De udgør således tre forskellige ‘stadier’ i transitionen til en forståelig kvinde, hvorfor de hver især er interessante og oplagte analyseeksempler.

Vi vil hernæst, med udgangspunkt i Sense8s karakter Lito og Transparents Sarah, se på, hvordan begge overskrider grænserne for, hvad forståelighedens matrice omfavner herunder hvordan de hver især bryder med traditionelle forholdskonstellationer som led i et opgør med matricen.

Nomi

Allerede i Sense8s pilotafsnit introduceres vi for et non-heteroseksuelt (queer) par, der består af en ciskønnet og en transkvinde. På den måde bryder Sense8 i høj grad med de fleste andre (selv nyere) tv- såvel som streaming-serier – særligt i forhold til ligestilling mellem det eksisterende overtal af ikke-normative identiteter, der gør op med forståelighedens matrice (og dennes altoverskyggende dominans i mediebilledet).

Det introducerende frame af Nomi Marks (Jamie Clayton) er gennem et close-up (i forgrunden af billedet) af to hænder, der holder en kanyle, og er i færd med at trække en udefineret væske ud af en lille, klar flaske:

nomi nål screenshot 1
(3:48 i Limbic Resonance)

Her introduceres vi i virkeligheden til Nomi gennem hendes spejlbillede, hvilket især er interessant, i forhold til Foucaults teori om spejlets funktion som det sted, hvor utopi (ikke-eksisterende sted, der afspejler samfundet i dets perfekte form) og heterotopi (eksisterende mod-sted) mødes. Spejlet både udfordrer og gengiver altså den virkelige verden, hvor heterotopiet ses i kraft af hormonbehandlingen (injektionen) og spejlet netop kun viser en kvinde (og ikke kanylen). (Spejlmotivet er gennemgående for Sense8 såvel som Transparent, hvilket på alle måder understreger seriernes intention om at skabe et heterotopi, hvor queer-identiteter er ligestillede med forventelige ciskønnede, binære, hetero identiteter sat overfor eksisterende diskurser og gængse normer).

I efterfølgende frame løfter Nomi håndklædet, så balden blottes, hvorefter hun stikker sig med kanylen. 

Dernæst klippes der til et totalbillede af det badeværelse, Nomi befinder sig. I forgrunden af framet ser vi en nøgen kvinde ligge i badekarret:

amanita i badekar overfor Nomi
(3:53 i Limbic Resonance)

I denne forholdsvis korte åbningsscene kan der afkodes en hel masse information om Nomi, hvilket dog forudsætter en opmærksom og opsøgende seer, som muligvis har informeret sig om serien og eventuelt skuespillerne bag (og altså har en viden om forskellige paratekstuelle elementer) forinden (Mittell 2015: 194). Den viden, kan for eksempel opnås ved at opsøge viden om skuespillerne. Mittell beskriver, at dette kan være med til at skabe yderligere engagement med karakteren, da skuespillernes ‘offscreen rolle’ kan åbne op for andre, mere dybdegående, forståelser af karakteren, i og med at grænserne mellem privat- og professionelt liv, samt fakta/biografi og fiktion, synes udviskede. Dette gennem sammenblanding af både tidligere roller, skuespilleren har haft, og/eller dennes synlighed på diverse, sociale medieplatforme. På den måde kan skuespillerens liv udenfor serien fungere som en intertekstuel reference:

In all of these instances and many more, viewers approach a character with a wealth of star-connected contexts from both on- and offscreen references that help shape storytelling practices, highlighting the centrality of actors in constituting characters within serial television

(Mittell 2015: 122)

Med denne forhåndsviden vil man som seer derfor hurtigt blive bevidst om, at Nomi er transkvinde, på samme måde som skuespilleren bag. Clayton har på de sociale medier været meget åben omkring livet som transkønnet, også i forbindelse med portrætteringen af karakteren, Nomi:

Kopi af Clayton tweet I stand visible and proud
(Clayton 2017)

Man kan derfor sige, at serien blandt andet via paratekster appellerer til et indforstået publikum, der deler lysten til transgression.

Det er i ovennævnte scene yderligere bemærkelsesværdigt, at Nomi præsenteres side om side med kæresten Amanita (Freema Agyeman), som er ciskønnet og tilsyneladende afslappet og komfortabel i sin (nøgne) krop. Nomi, derimod, er iført et håndklæde, der dækker for sine ‘kvindelige former’, hvilket kan aflæses som en reference til et samfund, der har nemmere ved at acceptere en biologisk determineret kvindekrop end en non-ciskønnet, nøgen kvindelig krop (på trods af at Nomi med mainstream briller ‘passerer’ som en ‘rigtig’ kvinde).

Injektionen kan ses som en performativ handling, hvilket netop understreger seriens Butlerske tilgang til biologisk såvel som socialt køn, som værende performativt og ikke biologisk determineret. Dog understreger nødvendigheden af injektionen af hormonbehandlingen, hvordan kroppens grænser er nødsaget til at blive overskredet – ved at standse de processer der ellers ville medføre at Nomi ikke ville blive ‘godtaget’ som kvinde (hvilket samtidig viser, hvor låst fast i forestillingen om binære køn vi er, da man er nødsaget til at ligne en biologisk kvinde for at få lov til blive godkendt indenfor kategorien kvinde). Dette synliggøres altså allerede i Sense8s første minutter samtidig med, at Nomi og Amanitas romantiske forhold bliver et brud på forståelighedens matrice i form af deres ikke-heteroseksualitet.

Senere i Sense8s første afsnit præsenteres vi gennem et totalbillede for en lejlighed, der ser ud til at være delt op i to rum: et soveværelse og et opholdsrum. Farverne er afdæmpede og varme (stearinlys og lanterner), hvilket understreger den hyggelige og komfortable stemning, rummene bærer præg af:

(indsæt billede) – (21:15 i Limbic Resonance)

Mens vi langsomt kommer tættere og tættere på de to personer, der kan anes bagerst i venstre hjørne, lyder en kvinderøst der stønner, højere og højere. Med den gennemsnitlige seers forventelige, heteronormative ‘erfaringsunivers’, er der øjensynligt tale om en kvinde og en mand, der dyrker sex (en formodning der baseres på de dominerende diskurser og repræsentationer af køn og seksualitet, der hersker i det generelle mediebillede: heteroseksuelle mænd og kvinder).

Der klippes efterfølgende til et halv-totalbillede af de to personer, dog stadigvæk uden at afsløre identiteten på disse. Først ved det tredje frame, bliver det tydeligt for seeren, at der er tale om to kvinder, der dyrker sex. Nemlig de to fra den foregående, indledende scene, Nomi og Amanita:

Nomi og Amanita strap-on scene
(21:24 i Limbic Resonance)

Her ses i den grad et opgør med forståelighedens matrice som værende det eneste ‘rigtige’: Nomi som transkvinde i et queer-forhold med en anden kvinde.

Amanita er på ovenstående frame iført en strap-on-dildo. Den stønnende kvinderøst kommer altså fra Nomi, som bliver penetreret af Amanita. Det første interessante og nævneværdige element i denne scene, der ligeledes i dén grad bryder med de heteronormative diskurser, er Nomi som en transkvinde med en aktiv seksualitet. Det er et ganske sjældent syn, at trans* personer portrætteres som seksuelle væsener (medmindre der er tale om fetichering) i tv-/streaming-serier. Et nyere eksempel på dette er karakteren Sophia Burset i Jenji Kohans prisvindende og ellers mangfoldige og inkluderende Netflix serie, Orange Is the New Black (2013-), som (af kønsforskere med flere) er blevet kritiseret for nærmest at afseksualisere Sophia og hyperseksualisere mange af de øvrige, kvindelige karakterer (Householder & Trier-Bieniek 2016: 10).

Efter Nomis højrøstede klimaks zoomes der til et totalbillede af Amanita, der afklæder sig strap-on’en, hvorefter hun lader den falde til jorden. I samme øjeblik klippes der til et close-up af en regnbuefarvet dildo, komplementeret af de meget synlige kropsvæsker, der bogstavelig talt sprøjter ud på gulvet idet den rammer jorden:

(Indsæt billede) – (22:18 i Limbic Resonance)

Den meget eksplicitte visning af kønsvæsker er en måde at fastslå, at der ikke bør herske nogen tvivl om, at Nomi er en kvinde – en rigtig kvinde. Punktum. Der kan sågar tales om en form for symbolsk kastrering, hvor der tages afstand fra fallossymbolet som værende knyttet til en mand (hvormed der lige præcis gøres op med den magt, penis generelt repræsenterer). Valget af en regnbuefarvet dildo (i stedet for eksempelvis en mere naturtro) er derfor heller ikke tilfældigt, da dildoen netop ikke symboliserer en penis, og dermed heller ikke en mand. Serien forsøger altså ikke at reproducere ‘heteroseksuel’ sex (blot fordi der er tale om penetration) men et queer (homoseksuelt) forhold, der netop også har ‘ret’ til penetrerende sex:  derfor valget af den regnbuefarvede fallos, som et symbol på, og i virkeligheden en intertekstuel reference til, ‘Pride’ og LGBTQ-identiteter. Dét at den regnbuefarvede dildo bliver kastet på jorden, kombineret med den intertekstuelle reference til Pride, er vigtige faktorer i introduktionen til, og forståelsen af, Nomi som person: en kvinde, der ikke er styret af sin (‘uforståelige’) seksualitet eller sit non-binære køn, og ej heller lader sig begrænse af normer. Samtidig understreger det, at alt det man kunne forbinde med Nomi som det ‘mandlige’ køn (den våde, regnbuefarvede strap-on-dildo som symbol på fallos), bogstaveligt talt bliver smidt på gulvet med et brag, hvilket kan ses som et led i seriens symbolske fuckfinger til forståelighedens matrice såvel som biologisk køn som værende (fastlåst som) ‘skæbne’.

Sexscenen mellem Nomi og Amanita er på mange måder kompromisløs, da den ingen intentioner har om at skåne seeren. Brugen af uvante, potentielt grænseoverskridende elementer, såsom en strap-on-dildo, kan uomtvisteligt være med til (igen) at udfordre seerens heteronormative ‘erfaringsunivers’, hvilket netop ser ud til at være seriens intention.

Ovenstående scene er blot én af mange, hvor Sense8 fremstiller en meget Butlersk tilgang til kønsrepræsentationer såvel som seksualitet. Heteroseksualiteten som værende det ‘naturlige’ og den biologiske ‘kvinde’ som værende den eneste ‘rigtige’ kvinde, forekommer ikke i Sense8-universet. I stedet opfordres der (allerede i seriens første afsnit) til, at vores hidtidige dominerende – meget begrænsede og uoplyste – forståelse af seksualitet, køn, forhold med mere, bør pakkes langt væk, da vi ellers kun kan blive skuffede.


Kilder:

Mittell, Jason (2015): Complex TV: The Poetics of Contemporary Television Storytelling. New York University Press. ISBN: 978-0-8147-7135-8

Householder, April Kalogeropopulos & Trier-Bieniek, Adrienne (2016): Feminist Perspectives on Orange Is the New Black: Thirteen Critical Essays. McFarland & Company Inc. Publishers. ISBN: 978-1-4766-6392-0

Straczynski, J. Michael, Wachowski, Lana & Wachowski, Lilly (2015-): Sense8. Netflix: Limbic Resonance

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s