feminismens historie

Andenbølge-feminisme

Den anden bølge (1960’erne-1990’erne)

Reklame fra 1940’erne:

1940'erne.tiff

(Link)

I 1963 spørger Betty Friedan i bogen The Feminine Mystique:

Not long ago, women dreamed and fought for equality, their own place in the world. What happened to their dreams; when did women decide to give up and go back home?

(Friedan 2013: 29)

Efter feminismens første bølge skete et ‘backlash’. På trods af at kvinder havde adgang til uddannelse og dermed mulighed for jobs, skete det langsomt, at de i højere grad drømte om at finde en mand, få børn og leve det ‘perfekte’, hjemmegående husmorliv (Casas(a) 2013: 04:30: Her): “The fact is that to women born after 1920, feminism was dead history. It ended as a vital movement in America with the winning of that final right: the vote” (Friedan 2013: 107).

1930’erne og 1940’ernes kamp blev i højere grad kampen for menneskerettigheder og frihed for blandt andre sorte, undertrykte arbejdere, ofre for Francos Spanien og Hitlers Tyskland. Kampen for kvinders rettigheder blev set som vundet og ‘karrierekvinde’ blev et skældsord, hvilket var et tegn på den fjendtlighed og de fordomme, feministerne mødte.

Dette backlash blev forstærket af Anden Verdenskrigs afslutning, hvor kvinderne under krigen var kommet ud på arbejdsmarkedet og på den måde oplevede tilfredsstillelsen i at være væk fra hjemmet og friheden i at tjene egne penge. Problemet var, at de mænd, der vendte hjem fra krig, havde en drøm om det simple liv med en hjemmegående hustru, der tog sig af børnene og hjemmet. Mændene kom hjem og fik (igen) ledende poster, hvilket desuden medførte, at de (igen) redigerede og bestemte indhold for medier og kvindemagasiner. Dette medførte, at ‘the housewife image’, blev det dominerende idealbillede på, hvad det ville sige at være kvinde (ibid.: 49).

Dette afspejles blandt andet i denne reklame fra 1940’erne:

a woman belongs in the kitchen.png

(Link)

Massemedierne blev ligeledes brugt som et propagandamiddel til at få kvinderne tilbage til hjemmet og overbevist om, at formålet med deres liv var at finde finde en mand, blive gift og skabe en velfungerende familie. Hvis kvinder, ‘mod deres eget bedste’, insisterede på en karriere, blev det ‘fortalt’, at det i så fald var smartest ikke at konkurrere med mændene, men i stedet søge de ‘bløde’ jobs som lærer eller plejer (hooks 1990: 177: Ain’t I a Woman – Black Women and Feminism). Piger, der voksede op i den periode, så det derfor som værende mere attraktivt at give sig hen til den feminine mystik og tage afstand til alt det, som feministerne havde stået for (Friedan 2013: 107).

It is a strangely unquestioned perversion of history that the passion and fire of the feminist movement came from man-hating, embittered, sex-starved spinsters, from castrating, unsexed non-women who burned with such envy for the male organ that they wanted to take it away from all men, or destroy them, demanding rights only because they lacked the power to love as women

(Friedan 2013: 83)

I bogen beskriver Friedan ‘problemet uden navn’: the feminine mystique, som betegnede mange, amerikanske husmødre. Friedan gør op med dette ved blandt andet at proklamere: “We can no longer ignore that voice within women that says: “I want something more than my husband and my children and my home”” (ibid.: 22). Bogen kan ses som starten på feminismens andenbølge, hvor Friedan ses som værende en af de ledende figurer sammen med Gloria Steinem, der var med til at starte det første magasin styret af kvinder: Ms. Magazine.

Betty Friedan var efter udgivelsen af The Feminine Mystique med til at starte NOW (National Organization for Women), hvor præpositionen for er vigtig, da hun “(…) knew the movement had to include men as equal members, though women would have take the lead in the first stage” (ibid.: 464). NOW kæmpede blandt andet sammen med hippierne i 1968 for at redefinere femininitet og maskulinitet (Friedan 2013: 472) og forsøgte at gøre op med institutionaliserede skønhedskonkurrencer med slagord som: “Women use your brains not your bodies” (Casas(a) 2013: 32:19: Her). De kæmpede samtidig for retten til kvinders seksualitet og reproduktive rettigheder, samt at få vedtaget Equal Rights Amendment (ERA) (foreslået allerede i 1923) og på den måde fjerne alle diskriminerende love baseret på køn ved en enkelt forfatningsændring. ERA blev mødt med massiv modstand fra kvinder, der blandt andet mente, at den gjorde kvinder til ofre for patriarkatet (Casas(b) 2013: 33:54: Her). ERA blev først vedtaget af kongressen i 1972 og sendt til staterne for at blive godkendt. I marts 2017 blev den godkendt af stat nummer 36, hvormed den i 2018 stadig mangler to stater (Link).

Andenbølgen og medierne

Den organiserede kamp for kvinders rettigheder ændrede i høj grad medierne, da de var med til at give skuespillerne (heriblandt Sherry Lansing) modet til at stille krav til deres karakterer, så de blev mere runde, samt at søge lederstillinger i Hollywood:

It’s the Women’s Movement that really broke down the barriers for so many of us. Because women like Gloria Steinem and Betty Friedan were telling me that I could have options. And I was listening to them

(Lansing i Knowlton: 11:51)

Det samme gælder Laura Mulvey, der har lagt grundstenen for kritisk analyse af, hvordan kvinder portrætteres i film med begrebet ‘The male gaze’ (‘det mandlige blik’) (jf. “The Queer Gaze”) (Barding et al. 2015: 11: Her).

Jean Kilbourne, var af de første, feministiske kritikere, der talte om, hvordan kvinders fremstilling i reklamer betød, at de blev frataget deres menneskelighed, da de her blev reduceret til seksuelle objekter. Dette betød, at vold mod kvinder i grov forstand blev legitimeret og gjort normalt (Casas(c) 2013: 11:49: Her). (Dette bliver først for alvor stillet spørgsmålstegn ved i 2017, hvor kvinder verden over står sammen og siger fra gennem #MeToo-hashtagget (jf. #MeToo – Women in Hollywood Have Had Enough)).

Reklame fra 1960’erne:

Skærmbillede 2017-06-21 kl. 12.22.56.png

(http://neatdesigns.net/35-extremely-sexist-ads-that-you-should-see/)

I en ‘TedTalk’ på YouTube, The Dangerous ways ads see women, fra 2014, understreger Kilbourne, at tendensen stadig gør sig gældende i dag. I følgende eksempler fra henholdsvis 2006 og 2010 banaliseres seksuelle overgreb på kvinder, og sågar mord:

Jimmy Choo reklame fra 2006:

jimmychooad-380x544.jpg

(Link)

Calvin Klein Jeans reklame fra 2010:

0c85290c.jpg

(Link)

Noget af det, feministerne fik sat på dagsordenen, var begrebet ‘domestic violence’ (vold i hjemmet), hvilket medførte, at der blev oprettet beskyttelsessteder for udsatte kvinder og at der samtidig opstod en anerkendelse af, at det ikke var i mandens ret at være voldelig over for kvinder (Casas(c) 2013: 13:40: Her). De kæmpede samtidig for at gøre op med roden til denne form for vold – at en del af det at være maskulin omhandler seksuel aggression: “Gradually, however, feminist began to define the very nature of violence against women – domestic violence and rape were not about lust. They were about power” (ibid.: 16:24). I 80’erne fik de sat begrebet sexual harassment på dagsordenen med Anita Hills retssag (ibid.).

På trods af at den aktivistiske del af andenbølgen langsomt døde hen, er idéerne og visionerne aldrig forsvundet. De lever i stedet videre i akademiske kredse, hvor kurser om Women’s studies, senere Gender studies, Feminist studies, Masculinity studies og Queer studies, tager udgangspunkt i mange af de ting, som andenbølge-feminismen lagde kimen til (Rampton 2015: Four Waves of Feminism).

Interne uenigheder

Problemet med NOW var, at de deltagende primært var hvide middelklassekvinder (Casas 2013(a): 24:06). På trods af at det var den sorte kvinderettighedsforkæmper Pauli Murray aktiv inden for NAACP, og var både med til at starte NOW og samtidig den, der til Betty Friedan foreslog idéen om en organisation, der kæmpede specifikt for kvinders rettigheder (Second Wave Feminism without White Women). Organisationen kæmpede samtidig primært for de problematikker, som hvide middelklasse kvinder stod overfor, såsom abort.

Forfatter, feminist og aktivist Audre Lorde (2007) skrev i Sister Outsider: “Black feminism is not white feminism in blackface. Black women have particular and legitimate issues which affect our lives as Black women” (Lorde 2007: 60). Mange sorte kvinder kæmpede ikke kun med problemer som retten til abort, men også retten til at få børn, da de var underlagt sterilisering og kontrol af befolkningstallet. Denne kamp ledte til termen: reproduktiv retfærdighed (Ross i Loretta Ross: Feminist Organizer). Sorte kvinder stod igen med valget mellem kampen for (hvide) kvinders rettigheder eller (sorte) mænds rettigheder. Samtidig blev hvide kvinder associeret med hvide mænd og dermed ‘white privilege’ (Casas(a) 2013: 24:25). Hvide kvinder ville på arbejdsmarkedet. Sorte og arbejderkvinder var der allerede – og dybt afhængige af det (Casas(a) 2013: 24:55: Her). Problemet var samtidig, at mange sorte kvinder, der ønskede at kæmpe for kvinders rettigheder sammen med hvide kvinder, blev truet af sorte mænd (Lorde 2007: 47). “No one bothered to discuss the way in which sexism operates both independently of and simultaneously with racism to oppress us” (hooks 1990: 7: Ain’t I a Woman – Black Women and Feminism), idet racisme ikke forhindrede afro-amerikanske mænd i at underlægge sig samme patriarkalske samfundsstruktur (hooks 1990: 101: Ain’t I a Woman – Black Women and Feminism). Ud over dette oplevede sorte kvinder racisme blandt hvide kvinder. Lorde refererer til the National Women’s Studies Association, der i 1981 holdt en konference med fokus på racisme. Men i og med at de ikke sænkede tilmeldingsgebyret, var der mange fattige (sorte) kvinder, der ikke kunne deltage og stå for workshops (Lorde 2007: 126).

Lorde mente samtidig, at hvide kvinder ignorerede forskelle såsom race, klasse, alder og seksuelle præferencer: “There is a pretense to a homogeneity of experience covered by the word sisterhood that does not in fact exist” (Lorde 2007: 116). Denne form for benægtelse af at der fandtes forskellige grader af undertrykkelse og diskrimination medførte, at mange sorte kvinder så kvindebevægelsen som deres fjende:

Implicit in the assertion that work was the key to women’s liberation was a refusal to acknowledge the reality that, for asses of American working class women, working for pay neither liberated them from sexist oppression nor allowed for them to gain any measure of economic independence

(hooks 1990: 145:Ain’t I a Woman – Black Women and Feminism)

Kvindebevægelsen støttede på den måde ‘hvid racistisk imperialisme’ ved blandt andet at proklamere fuld støtte til USA’s politiske og sociale orden, hvorimod sorte kvinder ønskede at ændre den eksisterende, racistiske politik (ibid.:175).

Denne utilfredshed medførte, at mange ikke-hvide kvinder dannede egne organisationer såsom Chicana Hijas de Cuauhtemoc, Asian Sisters, Third World Women’s Alliance (Second Wave Feminism without White Women: 02:55). NOW udviklede sig også til forgreninger indbyrdes blandt medlemmerne, da der opstod radikaliserede grupper, inspireret af de britiske, militære kvinderettighedsforkæmpere (som også (igen) var de grupper, der fik mest mediedækning), hvilket har været medvirkende til at skabe en stereotyp, negativ opfattelse af feminister. Der var samtidig ambivalens i forhold til at have lesbiske medlemmer i bevægelsen, da bevægelsen var bange for, at de ville blive mødt med for meget modstand til at kunne skabe politisk forandring (Casas(a) 2013: 45:32: Her). Dette er blot et yderligere eksempel på, at kvindebevægelsen var underlagt mange af de normer, som samfundet pressede ned over hovedet på dem; homofobi og strukturel undertrykkelse af ikke-hvide, ikke-middel- eller ikke-overklassekvinder.

 

Kilder:

Friedan, Betty (2013): The Feminine Mystique. W. W. Norton & Company, New York. ISBN: 978-0-393-34678-7

Casas(a) (2013): Makers: Women Who Make America (Part 1). Fundet på: https://www.youtube.com/watch?v=XcH2ppft2Gw

hooks, bell (1990): “Ain’t I A Woman. Black Women and Feminism”. Pluto Press, London. ISBN: 0 86104 379 0. Fundet på: https://hamtramckfreeschool.files.wordpress.com/2014/03/hooks-bell-aint-i-a-woman-black-woman-and-feminism.pdf

Casas(b) (2013): Makers: Women Who Make America (Part 2). Fundet på: https://www.youtube.com/watch?v=aAic_v6L7N0

Casas(c) (2013): Makers: Women Who Make America (Part 3). Fundet på: https://www.youtube.com/watch?v=rkFv1Y_lKa0

Knowlton, Linda Goldstein (2014): Women in Hollywood.

Barding, Antonia, Kæregaard, Marlene Bjørn, Eliasen, Kristina Maria Danielsen, Matthiassen, Anja Falkner & Stassen, Christoffer Trosborg (2015): Orange Is the New Black – Markante kvinderoller i nyere, amerikanske tv-serier. RUC, Bachelorprojekt.
Kan ses på: http://docplayer.dk/9165939-Orange-is-the-new-black-markante-kvinderoller-i-nyere-amerikanske-tv-serier.html

Rampton, Martha (2015): Four Waves of Feminism. Pacific University Oregon. Fundet på: https://www.pacificu.edu/about-us/news-events/four-waves-feminism (sidst set 30/12-17)

Lorde, Audre (2007): Sister Outsider. Crossing Press, U.S.A

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s